U-18 piger PSV Sydsjælland 1 er Landsdelsmestre
PSV Sydsjælland 1 sikrede sig søndag den 29. januar Landsdelsmesterskabet i DGI Roskilde og DGI Storstrømmen, da holdet vandt finalestævnet i Vindinge Hallen. Til finalestævnet deltog nr. 1 og 2 fra de to A-puljer i fællesturneringen. I den første kamp vandt PSV med 8-2 i kampen mod Vallensbæk 1. I den anden kamp blev det også til sejr, da PSV vandt med 2-0 mod GS Elite 3. I den sidste og afgørende kamp skulle PSV møde GS Elite 1, der også havde vundet deres to første kampe. Den meget spændende kamp endte uafgjort 3-3. Dette resultat betød, at PSV vandt Landsdelsmesterskabet, fordi sydsjællænderne havde den bedste målscore. Stor ros til hele holdet for en flot indsats.
I weekenden i uge 6 skal PSV Sydsjælland 1 deltage i Landsmesterskabet i Aarup på Fyn. PSV Sydsjælland 2 har også kvalificeret sig til Landsmesterskabet, da dette hold også har opnået nogle gode resultater i fællesturneringen. Held og lykke til begge PSV hold.

Fra venstre: Maria Holshagen Nielsen, Mie Petersen, Josephine Juel Mejer, Christina Ellegård Larsen, Karoline Juel Mejer, Caroline Kruse, Jessica Ryvang og cheftræner Mikael Nielsen.
U-18 piger sjællandsmestre i futsal.
Ved futsal finalestævnet i Jyllinge hallerne den 11. december trak PSV Sydsjællands U-18 piger det længste strå i B-rækken ved først at besejre Taastrup FC med 6-1 og derefter Birkerød IF "Skjold" med 4-2. Der var dermed lagt op til et brag af en finale mod GS Elite, der ligeledes havde vundet over de to førnævnte hold. Sydsjællænderne havde dog en bedre målscore og kunne nøjes med uafgjort. Efter 19 minutters fight og med fantastiske målmændspræstationer i begge ender, endte kampen som den begyndte uden scoringer, og PSV pigerne kunne velfortjent få guldmedaljerne om halsen og pokalen med hjem til skabet. Topscorere for PSV Sydsjælland i efterårets futsalkampe bliver Christina Ellegård Larsen og Josephine Juel Mejer med hver 7 mål.
Stående fra venstre: Cheftræner Mikael Nielsen, Maria Holshagen Nielsen, Mie Petersen, Karoline Juel Mejer, Christina Ellegård Larsen og Jessica Ryvang
Forrest fra venstre: Holdleder Jan Møller Pedersen, Caroline Kruse, Josephine Juel Mejer, Julie Exner Og Helene Vibholm Holgersen.